Perleporten holder møde hver aften året rundt
Zigøjnerhallen er blevet hjemsted for Dansk Teltmission, som hver aften inviterer til kristent møde.Klokken er 17.30. Trafikken på Jagtvej på Nørrebro er tæt. En yngre alkoholiker går ind i opgangen til nr. 85. Han skal til møde i Perleporten. Men døren er låst. Der lukkes først op lidt før kl. 18. Han sætter sig på trappen med sin cola blandet op med noget andet?Efterhånden kommer der flere af byens skæve eksistenser. De skal til gudstjeneste i Perleporten, men først er der kaffe, the eller chokolade med kage til. Snakken går livligt, indtil Max Büsman kl.18.30 sætter sig til det elektriske klaver, hans mor, 89-årige Lis Büsmann sætter sig med den elektriske bas, og 72-årige Solveig Søndergaard griber mundharmonikaen, og der sættes i gang med et potpourri af de gamle vækkelsessange. Folk i salen synger godt med. De kender tydeligvis sangene, og nogle af dem råber halleluja og amen ind imellem. Vi er til vækkelses- og forbønsmøde i Perleporten.
Perleporten på Nørrebro i København er Dansk Teltmission, som er gået indendørs efter flere års sommermøder i et stort telt. Nu har de til huse i den tidligere danserestaurant Zigøjnerhallen, som havde sin storhedstid under besættelsen med solister som violinvirtuosen Wandy Tworek, Børge Rosenbaum, der senere tog navnet Victor Borge. Han debuterede i Zigøjnerhallen, ligesom Otto Brandenburg gjorde det mange år senere.
Perleporten er et familieforetagende. Familien Büsman med far Johannes og mor Lis startede det hele for 40 år siden med Dansk Teltmission. For 33 år siden rykkede de ind på Jagtvej 85. Max, den nuværende leder, var med som 21-årig. I dag er Johannes gået hjem til Jesus, som Max udtrykker det, men mor er still going strong og spiller elektrisk bas ved møderne.
Perleporten er ikke nogen egentlig frikirke, men en oase midt i storbyen med frikirkeligt anstrøg for jævne mennesker og lidt skæve eksistenser, som kan have svært ved at passe sig ind i en normal menighed, hvad det så end er. Hver eneste aften året rundt juleaften dog kl. 14.45-16.00 er der kaffe, the og chokolade kl. 18 og møde af en times varighed kl. 18.30. Mødet slutter med korte præcise forbønner for syge og andre, og Du går glad hjem, som deres faste annonce i Udfordringen side 2 siger.
Mødet er en blanding af vækkelsessange, korte vidnesbyrd, afslutning med en appel til at følge Jesus og så forbøn. Da Udfordringen besøgte Perleporten, lyttede vi til et stærkt vidnesbyrd af Oluf Borremark. Til september er det 40 år siden, han blev frelst i Tabor på Lyngbyvej. Jeg kom stangstiv til mødet. Jeg var højrystet og larmende. Jeg havde i mange år været alkoholiker og narkoman. Men det sluttede den aften, da jeg under forbøn af H. K. Neerskov tog mod Jesus som min frelser. Kun én gang har jeg haft tilbagefald. Jeg fik et stykke chokolade med likør. Det var nok til, at kroppen skreg efter mere, og jeg drak i otte dage. Så var det slut. Derfor venner: Har du været alkoholiker, så pas på med at røre noget, der er alkohol i. Det er farligt. Hold dig i stedet til Jesus. Det har givet mig et helt nyt liv. Nu vidner Oluf for mændene på bænken i Sydhavnen og har sin egen hjemmeside, hvor han forkynder evangeliet, og så kommer han meget ofte i Perleporten. Det har han gjort, siden han blev frelst for 40 år siden.
Mange har i årenes løb mødt Jesus til frelse og helbredelse i Perleporten, fordi en familie trofast holder ud og holder møde hver aften efter endt arbejdstid. Max Büsman har sin egen musikforretning, som han overtog fra sin far. Først efter kl. 20 er der tid til aftensmad og familieliv.